Satte det danske EU-formandskab sig spor gennem en “accelereret europæisering” af centraladministrationen? Det danske EU-formandskab i foråret 2012 er resultatet af et stort forberedelsesarbejde. De organisatoriske, tidsmæssige, diplomatiske og faglige udfordringer, der skulle imødegås for at bringe formandskabet sikkert i hus, oversteg langt de udfordringer, som håndteres under normale omstændigheder. Disse intense og meget omfattende organisatoriske processer er imidlertid ikke tidligere blevet studeret i litteraturen om EU-formandskabsinstitutionen. I artiklen belyses spørgsmålet om ”accelereret europæisering” med udgangspunkt i tre ”perspektiverende teser” opstillet ud fra de tre institutionelle hovedretninger (historisk institutionalisme, rational choice-institutionalisme og sociologisk institutionalisme). Konklusionen er, at centraladministrationen er meget robust overfor den ”accelererede europæisering”, men der kan dog spores enkelte ændringer i form af blandt andet et tættere samarbejde i trio-gruppen og intensiverede relationer til Europa-Parlamentet.
EU-forbeholdene antages ofte at blive stadig større hindringer for regeringens forfølgelse af danske interesser i udlandet. Synspunktet bygger på en småstatsfilosofi, ifølge hvilken den ”europæiske nødvendighed” ikke efterlader noget alternativ til det europæiske kontinent. Hvis Europa opfattes som den eneste mulige kampplads for danske idéer, har dansk udenrigspolitik selvsagt et meget lille mulighedsrum, og eksklusion fra Europa bliver en katastrofe. Artiklen argumenterer imidlertid for, at det udenrigspolitiske mulighedsrum er vokset siden EU-forbeholdenes indførelse. Den europæiske nødvendighed er blevet til en global mulighed. Netop fordi der er opstået forskellige arenaer for udenrigspolitikken, er forbeholdenes betydning faldet.
Denne artikel undersøger, hvordan danske partier har reageret og bidraget til EU-parlamentariseringen, hvor både nationale parlamenter og særligt Europa-Parlamentet har oplevet en stigende institutionel bemyndigelse. Med fokus på betydningen af nationale parlamentariske kontrolinstitutioner stiller artiklen skarpt på partiernes adfærd i forhold til kandidatudvælgelsesprocesser til europaparlamentsvalg og den daglige EU-politikudformning. Analysen viser, at selvom partierne i kandidatudvælgelsesfasen langsomt viser tegn på en opfattelse af Europa-Parlamentet som en indflydelsesrig politisk arena, så har partierne ikke fuldt ud tilpasset sig til de nye indflydelsesmuligheder, som parlamentariseringen af EU samarbejdet har medført. Partierne fokuserer stadig hovedsageligt på Folketingets Europaudvalg som indflydelseskanal trods dennes begrænsede magt.
Denne artikel undersøger den danske implementering af EU’s politik. Danmark har opnået et vist ry som “EU-duks”, når det kommer til implementering af den overnationale lovgivning. Spørgsmålet er imidlertid, om det positive ry holder, når vi undersøger såvel den juridiske som den praktiske implementering? På baggrund af implementeringsteori og EU-efterlevelsesstudier undersøger artiklen: 1) Danmarks implementering og efterlevelse af EU-lovgivningen generelt betragtet og sammenlignet med andre medlemslande, og 2) Danmarks implementering i praksis belyst inden for case-områderne sundhed og miljø. Analyserne viser, at Danmark ikke lever op til sit ry som ”implementeringsduks”, men har overraskende store vanskeligheder med at efterleve EU-forpligtelserne og deres dynamiske udviklinger.
Artiklen undersøger, hvordan Folketingets Europaudvalg har tilpasset sine kontrolprocedurer til EU’s institutionelle udvikling. Vi påviser, at behovet for kontrol stod klart for Folketinget længe inden, Danmark blev medlem i 1973. På det tidspunkt havde Folketinget fulgt regeringens optagelsesforhandlinger i over ti år. Da EU-medlemskabet var en realitet, indførtes mandateringsproceduren, som indebærer, at regeringen skal søge mandat hos Europaudvalget inden møder i Ministerrådet. Over tid er systemet blevet udbredt til stort set alle sider af Danmarks EU-medlemskab og justeret, så det omfatter både en skriftlig og mundtlig del (”politipatrulje”-kontrol) og inddragelse af interesseorganisationer (”brandalarms”-kontrol). Artiklens undersøgelsesperiode er tiden siden Danmark første gang søgte EU-medlemskab i 1961. Datagrundlaget er 29 beretninger fra Europaudvalget og 19 ratificeringslove vedrørende traktatændringer.
Valgkampen i 2011 skulle angiveligt være den retorisk hårdeste i mands minde. I kampen om folketingssæder og ministertaburetter skulle partier og kandidater have smidt fløjlshandskerne og ført mere negative kampagner end tidligere. Men var valgkampen historisk hård? Vi søger svaret ved hjælp af indholdsanalyser af partiernes avisannoncer, partiledernes læserbreve samt deres udtalelser i afslutningsdebatterne. Når man på denne baggrund sammenligner 2011-valget med de fem foregående, fremstår førstnævnte som det mindst negative. Hvis man derpå sammenholder partiernes kommunikation med mediernes dækning heraf, viser det sig desuden, at medierne i markant og stigende grad fremhæver partiernes negative kommunikation. Partiernes 2011-kampagner var kort sagt lige så lidt negative, som de plejer at være, men medierne har fået partierne til at fremstå mere negative.
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.