I statskundskabens tjeneste er et festskrift til professor Jens Blom-Hansen i anledning af hans 60-års fødselsdag. Indholdet henvender sig dog til betydeligt flere end fødselaren.
Bogen udgør nemlig en samling analyser og essays om vores samfund. De er skrevet af forskere, der hver især udfolder et emne, som ligger dem personligt på sinde.
Ét kapitel beskriver, hvordan vores kommunale valgsystem kan gøres mere demokratisk med en ganske lille ændring – og hvorfor det nok alligevel ikke kommer til at ske, fordi det nuværende system favoriserer Socialdemokratiet og Venstre.
Et andet kapitel giver en forklaring på, hvorfor Danmark bliver dårligere og dårligere repræsenteret i Europa-Kommissionens embedsværk og derfor potentielt går glip af indflydelse – til trods for attraktive stillinger med ”øl, fritter og et arbejde i fredens tjeneste”.
Bogen rummer 23 kapitler fordelt på fire temaer - Kommuner, Stat og statskundskab, EU og Teori og metode. Indholdet bygger på indsigter og forskningsbaseret viden, som forskerne har tilegnet sig gennem årene. I anledning af professor Jens Blom-Hansens 60-års fødselsdag deler bidragsyderne deres refleksioner, og der er tale om langt mere end skåltaler.
I statskundskabens tjeneste er redigeret af Peter Bjerre Mortensen og Søren Serritzlew.
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.