Afhandlingen forsvarer Ronald Dworkins lighedsteori imod en række indvendinger på forskellige idealiseringsniveauer og bidrager derved til en videreudvikling af teorien og rationalet for at acceptere den som en attraktiv retfærdighedsteori. Den adresserer for det første problemer relateret til anvendelsen af teorien i ikke-ideelle omstændigheder, nemlig hvordan teorien kan håndtere socialisering, adaptive præferencer samt statusulighed og fejlanerkendelse. Der argumenteres for, at vi kan gøre dette ved (1) at skelne mellem forskellige betydninger af socialisering, (2) at udvikle en redegørelse for, hvornår individer har autentiske præferencer, som er forankret i respekt for dem som ansvarlige agenter, og (3) at udvikle en redegørelse for, hvornår folk er dårligere stillet som konsekvens af moralsk problematisk, fordomsfuld diskrimination, som hviler i respekt for menneskelig værdighed. Disse trin tillader ressourceteorien at adressere problematiske træk ved ikke-ideelle omstændigheder, hvorved vi kan imødekomme kritikere af teorien på en principielt begrundet måde. For det andet tages en mere fundamental indvending mod teorien op, nemlig hvorvidt teoriens afvisning af at kompensere folk for deres dyre præferencer i virkeligheden er uretfærdig. Indvending afvises, fordi en tilfredsstillende lighedsteori må være i stand til at forklare ligheds integrerede værdi, dvs. den værdi lighed har i kraft af at bidrage til realiseringen af andre politiske idealer. Dworkins teori ville bidrage til realiseringen af idealet om at indgå i et begrundelsesfællesskab med andre, hvilket teorier, som kræver kompensation for dyre præferencer, ikke kan.

Udgivet september 2011

Download pdf