Hvorfor gennemfører kommunerne strukturændringer? Dette spørgsmål søges besvaret ved at sætte fokus på bølgen af forvaltningsændringer i 1980’erne og 1990’erne. Hvor tidligere studier kun i ringe grad har kunnet forklare bølgen af ændringer som skete i denne periode, søges ændringerne i denne artikel fortolket indenfor rammerne af et skifte i den institutionelle logik i den kommunale sektor. Den hurtige spredning af forvaltningsreduktioner blandt kommunerne kan da ses som en konsekvens af institutionaliseringen af nye normer og værdier i den kommunale sektor. I kvantitative analyser findes støtte til disse forklaringer. Kommuner blev mere tilbøjelige til at ændre strukturer, efter disse blev mere legitime. Der findes også indikation på, at nye kommunaldirektører var afgørende forandringsagenter i processerne.
Påvirker det lokale politiske lederskab, i form af absolut flertal til borgmesterpartiet, forvaltningens dagordenssættende indflydelse? Problemstillingen analyseres via en spørgeskemaundersøgelse fra 2003 med 700 menige kommunalpolitikere fra 80 kommuner. Via en multilevel analyse kobles absolut flertal på kommuneniveau til, hvordan kommunalpolitikerne opfatter forvaltningens dagsordenssættende indflydelse i den enkelte kommune. For at belyse en kausal sammenhæng anvender artiklen en række forskellige analysestrategier, der tager højde for både observerbare og uobserverbare forskelle mellem kommunernes politiske lederskab. Analysen viser, at i kommuner, hvor borgmesterpartiet har absolut flertal, spiller forvaltningen en væsentlig mere tilbagetrukken rolle i dagsordensfastsættelsen i forhold til borgmesteren. Denne effekt er rimelig stabil på tværs af mange forskellige analysestrategier. Teoretisk kan den forstås ved at anskue dagsordensfastsættelsen som en konkurrence mellem politikere og forvaltning, hvor forvaltningen i særlig grad har indflydelse på dagsordenen, når det politiske lederskab er svagt.
Har politikernes præferencer betydning for den førte politik? Og modereres præferencernes betydning af den valgte administrative organisationsmodel? Spørgsmålet undersøges på baggrund af spørgeskema- og registerdata om kommunerne i 2007 og 2008. Artiklen viser, at politikernes udgiftspræferencer ikke har en effekt på ændringerne i kommunernes regnskabsmæssige resultater i kommuner, der anvender direktionsmodeller, men til gengæld en markant effekt i kommuner, der anvender forvaltningsmodeller. Resultaterne implicerer, at organiseringen af den administrative topledelse ikke er noget demokratisk neutralt valg men har konsekvenser for politikernes mulighed for at få indflydelse på den førte politik.
Det undersøges, hvorledes de kommunale administrative topchefers baggrund og karriere har udviklet sig fra 1970 til 2008, og om kommunalreformen i 2007 har haft betydning for den seneste udvikling. Nyinstitutionel teori anvendes som overordnet analyseramme, idet topchefernes profil ses som indikatorer for det kommunale karrieresystems sorterings- og forfremmelsesregler, og hvorledes disse har udviklet sig over tid. Analyserne bygger på surveydata fra 1980, 1992, 2006 og 2008. Fire grupper af topchefer undersøges og sammenlignes: kommunaldirektører, socialdirektører, tekniske direktører og børne- og kulturdirektører. For kommunaldirektørerne inddrages desuden populationsdata for perioden 1970-2005. Analyserne fører frem til en karakteristik af, hvordan det kommunale karrieresystem har udviklet sig i den 30-årige periode, hvor New Public Management blev sat på dagsordenen, og af, hvordan kommunalreformen har påvirket den seneste udvikling. Vi finder fire primære karriereveje til toppen af det kommunale karrieresystem, hvor den akademiske gradvist er blevet den dominerende. Der er sket en udvikling væk fra professionsbaseret ledelse i retning af udviklingen af en egentlig ledelsesprofession. Forskellige forklaringer på udviklingen drøftes.
Gennem 00’erne er der sket en markant grønlandisering af de grønlandske elitegrupper, dvs. den politiske elite, forvaltningseliten og den offentlige selskabssektor. Også i henseende til uddannelse og erhvervsmæssig baggrund er især den politiske elite kommet til at ligne befolkningen mere. De grønlandske eliter er ganske åbne, idet de rekrutteres fra brede lag i den grønlandske befolkning, men Grønland står fortsat overfor en demokratisk udfordring, fordi der er stor sammenhæng mellem de dominerende elitegrupper, den politiske elite, forvaltningseliten og den offentlige selskabselite.
Held-egalitarismen er en indflydelsesrig teori om fordelingsmæssig retfærdighed, der indebærer, at fordelinger er retfærdige, når og kun når menneskers relative positioner afspejler deres udøvelse af ansvar. Denne teoriretning kritiseres ofte for ikke at kunne retfærdiggøre hjælp til dem, der grundet deres egne valg ender i en situation, hvor basale behov ikke opfyldes. Kritikkens styrke er kun tilsyneladende, fordi det er muligt både at forhindre, at nogen falder under et behovsminimum, og undgå at give køb på grundlæggende held-egalitaristiske værdier. Dette kan gøres ved at omfordele mellem dem, der løber ensartede risici men oplever vidt forskellige udfald.
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.