Introduction til temanummeret.
Hvad er terror? Spørgsmålet har været overraskende vanskeligt at give et definitivt svar på. Vi går til problemet ved at bruge William Connollys teori om essentielt omtvistede begreber. Her er tre karakteristika væsentlige: begrebers normativitet, kompleksitet og anvendelse. Vores formål er ikke at præsentere en endelig definition af terrorbegrebet, men derimod at give en ny ramme for studiet af kampen om begrebets mening. Samtidig positionerer vi os i modsætning til såvel realistiske som konventionalistiske tilgange til at definere begrebet som til andre og mere brugte tilgange til studiet af kampen om dets mening. Vi påpeger således forskellene på vores tilgang og dem, der eksempelvis bruges inden for analyser af hegemoni og diskursive formationer og inden for begrebshistorie. Vi argumenterer for, at Connollys tilgang kan udgøre en produktiv ramme for undersøgelse af begrebets kontestering, fordi den belyser, hvad det overhovedet vil sige, at et begreb er essentielt omtvistet, og fordi den tillader os bedre at se forskellige niveauer af enighed og uenighed.
Terroraktionen den 22. juli 2011 i Norge efterlader en todelt undren: Hvordan var Breivik i stand til at udføre en sådan ondskab? Hvorfor giver han efterfølgende ikke udtryk for nogen anger eller skyldfølelse? Artiklen vil kaste lys over disse spørgsmål ved hjælp af Albert Banduras teori om moralsk afkobling samt Christopher Laschs teoretisering af den narcissistiske personlighedstype og perspektiver fra terrorlitteraturens lone wolf-begreb. Analysen viser, at Breivik havde underlagt sig en stærk ideologi og herigennem kognitivt konstrueret en krigssituation, som gjorde handlingen retfærdig, ofrene skyldige og konsekvenserne nødvendige. Igennem disse kognitive omformuleringer så han sig selv som en krigshelt og følte derfor ikke anger, men derimod stolthed over sine handlinger.
Internettet præsenteres ofte som et farligt redskab i hænderne på terrorister. Det er dog ikke nødvendigvis sandheden. Artiklen trækker på indsigter fra studier af sunniekstremistiske grupper, Anders B. Breivik og Anonymous og diskuterer terroristers anvendelse af internettet i organiseringen og udførelsen af terrorisme. Jeg vil argumentere for, at det anarkiske og anonyme internet fører mistillid og fragmentering med sig, hvilket gør det sværere for grupper at opretholde en fælles strategi og det fælles fjendebillede. Artiklen styrker derfor fortællingen om, at det hovedsageligt er ekskluderede og socialt marginaliserede enspændere, der ender med at planlægge voldshandlinger i isolation bag computerskærmen. I forlængelse heraf vil jeg pege på, at hovedparten af potentielle terrorister drages af fysisk interaktion, våben og eksplosioner – og ikke udviklingen af komplekse cybervåben.
I 2009 lancerede Fogh Rasmussen-regeringen en bredspektret handlingsplan til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering blandt unge i Danmark. Handlingsplanen er blevet kritiseret for i sin iver efter at tænke radikaliseringsproblematikken bredt at forveksle og sammenblande sikkerheds- og integrationshensyn. I september 2014 lancerede Thorning-Schmidt-regeringen en ny handlingsplan på området. Den nye handlingsplan viderefører centrale indsatsområder, men repræsenterer også et delvist policy-skifte. Denne artikel kortlægger dansk forebyggelse af ekstremisme og radikalisering i lyset af den nye 2014-handlingsplan og identificerer udviklingstendenser i policy- og implementeringspraksis fra 2009 til 2014. I forlængelse heraf diskuteres årsager til observerede policy-forandringer samt fremtidige udfordringer for implementeringen af handlingsplanen. Artiklen bygger på en systematisk sammenstilling af de to handlingsplaner, men inddrager også en række officielle evalueringer og praksishåndbøger som vidnesbyrd om policy-udviklingen på området fra 2009 til 2014.
Den Europæiske Union (EU) begyndte i september 2001 udviklingen af en tværinstitutionel og multifacetteret tilgang til terrorbekæmpelse. Denne proces er forløbet parallelt med bestræbelserne på at opbygge en strategisk sikkerhedsidentitet for EU. EU’s terrorbekæmpelse omfatter forskellige typer instrumenter og involverer deltagelse af adskillige institutioner og organer, der således samler en bred vifte af forskellige politikområder. Med udviklingen det seneste årti er EU blevet en relevant aktør i terrorbekæmpelsen i Europa. EU’s indsats i forhold til terrorbekæmpelse har endvidere en retslig dimension, hvis betydning er blevet forstærket af EU-Domstolen og Europa-Parlamentets indsats. Denne artikel kombinerer sociologisk institutionel teori og konstitutionalisme i en vurdering af EU’s rolle som europæisk terrorbekæmpelsesaktør. Artiklen inddrager de seneste 14 års politiske og juridiske udvikling og hævder, at EU’s forfatningsmæssige grundlag har afgørende betydning for terrorbekæmpelsens karakter og virkemåde. I den forstand adskiller EU’s terrrorbekæmpelsesindsats sig væsentligt fra andre internationale aktører, og det bringer nye elementer i spil i forhold til vurderingen af EU’s rolle i et bredere sikkerhedsperspektiv.
Vi undersøger sammenhængen mellem et lokalpolitisk systems størrelse og demokratiets tilstand i systemet ved at anvende kommunesammenlægningerne i 2007 som et kvasi-eksperiment. Studiet ligger i forlængelse af en række nylige studier, som har brugt samme tilgang, og artiklen yder to bidrag hertil: For det første undersøger vi et bredt sæt af dimensioner i lokaldemokratiets tilstand. For det andet undersøger vi de kortsigtede konsekvenser af stigningerne i kommunestørrelse skabt af sammenlægningerne (to år efter) og de mere langsigtede konsekvenser (seks år efter) om end disse resultater skal tages med forbehold. Vores analyser viser, at borgernes vurdering af deres lokaldemokrati generelt er meget robust over for ændringer i kommunestørrelsen, og kun på få dimensioner finder vi belæg for systematiske ændringer på kortere og lidt længere sigt.
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.