Det er først for nylig, at det inden for uddannelsesområdet er blevet undersøgt, hvordan brugere reagerer, når investeringer i den offentlige serviceproduktion øges. Disse nye studier tyder på, at det får brugerne til at sænke deres bidrag til produktionen af disse ydelser. Det er uheldigt i den forstand, at det sænker den samlede effekt af de offentlige investeringer. Teori om samproduktion tilsiger imidlertid, at brugernes reaktion på forstærkede offentlige indsatser vil afhænge af, om de opfatter indsatserne som komplementære i forhold til, hvad de selv kan bidrage med, eller om de opfatter dem som rene substitutter. Vi undersøger brugernes reaktion ved i et felteksperiment på skoleområdet at sammenligne effekten af tre forskellige men sammenlignelige indsatser. Resultaterne viser, at den indsats, der appellerede til forældrenes aktive bidrag ved at give de fagligt svageste børn flere lektier for – og som samtidig var målrettet hjælp til børnene frem for hjælp til læreren – faktisk gjorde, at børnene oplevede, at forældrene hjalp dem mere med skolearbejdet. Resultaterne giver derfor grund til at forvente, at effekten af offentlige indsatser kan forstærkes frem for svækkes, hvis de tilrettelægges, så de giver brugerne en oplevelse af, at deres bidrag kan komplementere den offentlige indsats.
Samproduktion fører ofte til bedre offentlige ydelser. Men hvordan kan man motivere borgerne til at øge samproduktionen? Vi opstiller en generel model for borgernes motivation for at samproducere, som vi efterprøver med data fra en spørgeskemaundersøgelse. For at gøre analysen policy-relevant har vi særligt fokus på performanceinformation, som er en faktor, der kan påvirkes på kortere sigt. Endogenitetsproblemer i målingen af effekten af performanceinformation håndteres med et survey-eksperiment. Analysen viser, at der næppe er nogen nem vej til at øge motivationen til at samproducere. Performanceinformation har ingen direkte effekt, men synes dog at kunne påvirke motivation indirekte gennem borgernes holdningsdannelse.
Offentlige serviceydelser tilvejebringes ofte via samproduktion, dvs. gennem et miks af input fra offentligt ansatte og de brugere, som modtager serviceydelserne. Eftersom brugernes bidrag kan føre til en forbedring af kvaliteten og mængden af de offentlige serviceydelser, bliver der i stigende omfang iværksat offentlige samproduktionstiltag, som har til formål at øge brugernes bidrag. På baggrund af den eksisterende forskning ved vi meget lidt om, hvilken effekt sådanne tiltag har på servicebrugernes motivation til at samproducere. Ved brug af et empirisk eksempel fra folkeskoleområdet tester vi effekten af et samproduktionstiltag på forældrenes intrinsiske og ekstrinsiske motivation. Hovedresultatet er, at samproduktionstiltaget navnlig for lavtuddannede forældre har en negativ effekt på deres intrinsiske motivation. Dette resultat understreger vigtigheden af, at offentlige myndigheder, som iværksætter tiltag af denne art, er opmærksomme på eventuelle utilsigtede motivationseffekter, som kan betyde, at den tilsigtede adfærdsændring ikke indfries.
Få studier af samproduktion har fokus på borgernes tidlige inddragelse i inputfasen af et policyforløb. Men hvilke udfordringer og potentialer er der, når borgere, politikere og forvaltere samarbejder om nye måder at udvikle offentlig politik på? Artiklen tager afsæt i et studie af en samproduktionsproces med fokus på at udvikle en ny politik for borgerinddragelse i Albertslund kommune. Her deltog seks borgere, seks politikere inklusiv borgmesteren i et § 17, stk. 4-udvalg, understøttet af tre kommunalt ansatte, herunder kommunaldirektøren. Studiet viser, at processen i udvalget rummer store potentialer, idet at borgerne bliver styrket i deres demokratiske handlekraft og tillid til kommunen. Omvendt er udfordringen, at udbyttet af processen bliver en kort politik, der kritiseres for at være for overordnet og uden konkrete handlinger. Skal potentialerne ved borgernes tidlige inddragelse i samproduktion indfris, kræver det, at man er villig til at arbejde på nye måder.
Den svenska välfärdsstaten har under senare år reformerats på ett sätt som skapat omfattande valfrihetssystem för tjänster inom vård, skola och omsorg. Motivet till detta har varit att individualisera tjänsterna på ett sätt som ger ökad personlig frihet samt konkurrens som leder till högre effektivitet och bättre kvalitet. Men är just valfrihet på kvasi-marknader det enda sättet att nå detta mål? Denna artikel undersöker hur medskapande (co-production) kan användas för att nå samma eller liknande mål. Med hjälp av resultat från ett forskningsprojekt undersöks möjligheterna med medskapande med hänsyn till dess olika effekter på produktionen av välfärdstjänster och vad Marshall kallade det sociala medborgarskapet. Resultatet visar att både kvasi-marknader och medskapande har sina begränsningar i hur de fungerar – särskilt i relation till marginaliserade grupper – men att medskapande har möjlighet att förena individualisering med social sammanhållning om den politiska viljan finns.
Kinesiske investeringer har udviklet sig til et skræmmebillede i debatten om udnyttelsen af det grønlandske råstofpotentiale, men er der grund til bekymring? Artiklen ser nærmere på erfaringerne fra Australien og Canada, som begge har været genstand for omfattende kinesiske råstofinvesteringer det seneste årti. Begge lande har haft overvejende gode erfaringer, selvom der har været tale om vanskelige forløb præget af folkelig skepsis og gensidige misforståelser, og hvor både de kinesiske selskaber og værtslandenes myndigheder har gennemgået en stejl læringskurve. Danmark og Grønland kan med fordel tage ved lære af de australske og canadiske erfaringer, som viser, at nøglen til succes er dialog og stram regulering, som har tvunget de kinesiske investorer til at lære og tilpasse sig. Artiklen argumenterer også for værdien af et institutionelt perspektiv, herunder spørgsmålet om organisatorisk læring, i studiet af kinesiske investeringer i udlandet.
Foreign fighters bliver set som en massiv sikkerhedstrussel for vestlige lande. Især Syrienskrigerne har senest været i fokus, men debatten startede langt tidligere, særligt med henvisninger til truslen som siges at udgå fra den somaliske oprørsgruppe al-Shabaab. Hvad er det empiriske grundlag for den påståede kobling mellem regionale konflikter, jihadgrupper og en stigende og massiv trussel mod Vesten? Er der entydige eksempler på, at al-Shabaab organiserer angreb eller rekrutterer og træner fighters til at vende tilbage til Vesten med henblik på at udføre terrorisme? Empiri fra åbne kilder og analyse af al-Shabaab indikerer, at denne påståede sammenhæng mangler empirisk grundlag men ikke desto mindre bliver brugt som legitimerende begrundelse for at udvide støtte til antiterrorismeinitiativer og øge ressourcer og beføjelser til efterretningstjenester.
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.