Den 1. december 2016 forsvarede lektor Gorm Harste sin doktordisputats, Kritik af Krigens Fornuft – et perspektiv på selvreferentielle systemer fra 11.-21. århundrede, på Københavns Universitet. Bedømmelsesudvalget bestod af professor Torbjørn L. Knutsen fra Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet, professor Ole Thyssen fra Copenhagen Business School og professor Ole Wæver fra Københavns Universitet. Politica offentliggør her oppositionerne ved disputatsforsvaret samt en introducerende artikel baseret på doktorandens indlæg ved disputatsforsvaret. Derudover kan man finde ex auditorio-indlæg fra Curt Sørensen og Jacob Dahl Rendtorff samt Gorm Harstes kommentarer til alle indlæggene her.
Kritik af Krigens Fornuft – et perspektiv på selvreferentielle systemer fra 11.-21. århundrede er udgivet på Aarhus Universitetsforlag i 2016.
Samspillet mellem kommunernes tilpasning til lokale forhold, lokale politiske valg og den førte politik har længe været et centralt tema i decentraliserings- og kommunalforskningslitteraturen. Men hvilken betydning har de lokale styringsvilkår for de danske kommuners økonomiske styring efter kommunalreformen? Og hvordan påvirkes dette af et stærkt nationalt sanktionsregime? Artiklens empiriske analyse viser, at det er vanskeligere at skabe budgetbalance, hvis en kommune har vanskelige økonomiske grundvilkår, oplever en forværring af de økonomiske grundvilkår eller har et ustabilt indbyggertal. Men også at sanktionslovgivningen har påvirket sammenhængen mellem de lokale styringsforudsætninger og den lokalt førte styringspolitik. Sanktionslovgivningen lægger bindinger på kommunernes styringspolitik, som betyder, at den økonomiske styring knyttes tættere til de lokale styringsvilkår. Efter sanktionslovgivningen har det ikke længere signifikant betydning for budgetbalancen, hvor velstående kommunen er, og den økonomiske styring kobles tættere til ændringer i befolkningstallet.
Bo Smith-udvalgets konklusioner om tilstanden i det danske embedsværk har sat markante aftryk i den offentlige debat. Konklusionerne indeholder en klar afvisning af, at der er systemiske fejl i samspillet mellem politikere og embedsmænd, og det fremhæves, at de klassiske embedsmandsnormer efterleves i betydelig udstrækning. Vi gennemgår her de undersøgelser, som konklusionerne hviler på, og afdækker væsentlige brud på forskningskriterierne og metodiske fejlgreb, som svækker validiteten af udvalgets konklusioner. Faktisk kunne dele af datagrundlaget lige så godt tolkes omvendt, når det handler om lovlighedsnormens overholdelse. Det fremgår nemlig, at et bemærkelsesværdigt højt antal embedsmænd er villige til at medvirke til ulovlige handlinger. Vi understreger derfor, at der er behov for flere og bedre undersøgelser for at få relevant viden om normoverholdelse i centraladministrationen.
Tilslutningen til højreradikale partier varierer betragteligt på tværs af europæiske lande. Mens partierne nyder stor tilslutning i fx Danmark og Holland, opnår de markant mindre popularitet i lande som Portugal og Estland. Vi undersøger, om økonomisk ulighed påvirker opbakningen til højreradikale partier, og hvorvidt dette gør sig særligt gældende for globaliseringstabere. Dernæst tester vi, om sammenhængene er styrket efter begyndelsen på den økonomiske krise. Med multilevelmodellering af tværsnitsdata fra 16 europæiske lande i 2006 og 2010 viser vi, at økonomisk ulighed mindsker opbakningen til højreradikale partier, særligt blandt økonomisk globaliseringsudsatte vælgere, både før og efter krisens begyndelse. Vi argumenterer for, at ulighed øger betydningen af vælgeres økonomiske interesser for deres stemmeadfærd men mindsker vigtigheden af værdipolitiske spørgsmål. Derfor stemmer færre på højreradikale partier, der hovedsageligt mobiliserer vælgere på værdipolitiske emner.
I dag er det mere end hver tredje vælger, der skifter parti fra et folketingsvalg til det næste. Store dele af litteraturen peger på, at disse skiftere typisk er at finde blandt de vælgere, der er mindre engagerede i politik, har færre politiske kompetencer og i stedet vælger lidt tilfældigt blandt partierne. Det er imidlertid fejlagtigt at betragte partiskifterne som en homogen gruppe. En analyse af Valgundersøgelsens paneldata fra perioden 1998-2005 viser, at der er forskel på de skiftere, der blot lejlighedsvis skifter parti, og så dem, der skifter flere gange i træk. Hvor flere partiskift ganske rigtigt er forbundet med mindre engagement og kompetencer samt med en form for afmagt i forhold til det politiske, så er dette ikke tilfældet for dem, der foretager et enkelt skift.
Hvornår er en familie fattig? Vi analyserer i artiklen, hvilke faktorer der lægges vægt på, når man vurderer, om en familie er fattig. Undersøgelsen er baseret på resultaterne af en horisontal vignetundersøgelse (factorial survey) med 356 respondenter, der alle er professionsbachelorstuderende. Med udgangspunkt i forskellige fattigdomsteorier undersøger vi, hvilke aspekter af fattigdom (blandt andet økonomi, afsavn og varighed) der tillægges størst vægt, når man vurderer, om en person er fattig. Resultaterne viser, at der først og fremmest lægges vægt på indkomsten. Fattigdomsopfattelserne er i overensstemmelse med OECD’s fattigdomsgrænse, idet familier gennemsnitligt begynder at blive klassificeret som fattige, når de falder under OECD’s fattigdomsgrænse. Nogle afsavn tillægges en lille betydning, mens afsavnenes varighed samt vignetpersonernes køn og arbejdsmarkedstilknytning tillægges ingen eller minimal betydning.
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.