Årgang 52, nr. 3 | De danske politiske partier
Christoffer Green-Pedersen og Karina Kosiara-Pedersen | Det danske partisystem mellem kontinuitet og forandring
Da Jordskredsvalget ramte det danske partisystem i december 1973, var det nærliggende at se det som begyndelsen til enden for det danske partisystem i den udgave, som det havde haft siden etableringen af det parlamentariske demokrati. Det lå lige for at se Jordskredsvalget som et punktum på det klassiske danske firepartisystem og en vigtig del af en større krise for det danske politiske system (jf. Svensson, 1996). Nu er der gået næsten 50 år. Nye partier er kommet til, nogle er forsvundet igen, nye emner er blevet vigtige. Det omgivende samfund i form af medier, vælgere og interessegrupper har også forandret sig drastisk. Alligevel udviser det danske partisystem en kontinuitet, som mange nok ikke havde forventet efter Jordskredsvalget. Det danske partisystem har bestemt ikke været statisk siden 1973, men det har bevaret nogle vigtige, grundlæggende træk. Formålet med denne artikel er at undersøge forandring og kontinuitet i det danske partisystem i perioden siden Jordskredsvalget, med speciel fokus på de seneste 25 år.
Martin Vinæs Larsen, Winnie Faarvang og Camilla Therkildsen | Socialdemokratiets kamp om magten
De sidste 30 år har været en udelt vælgermæssig fiasko for Socialdemokratiet i Danmark. Alligevel har de tre gange formået at vinde magten fra de borgerlige partier og har siddet med statsministerposten i næsten halvdelen af perioden. Det kan virke som et paradoks. I denne artikel argumenterer vi imidlertid for, at Socialdemokratiet i flere omgange har truffet beslutninger, der var upopulære blandt deres egne vælgere, men som gjorde det mere sandsynligt, at de vandt eller fastholdt regeringsmagten. Socialdemokratiet har således ikke kun holdt på magten på trods af, at de har mistet stemmer, men har til dels mistet stemmer som konsekvens af, at de har holdt på regeringsmagten. Vi underbygger vores argument ved at se på eksisterende analyser af Socialdemokratiet og dets vælgere samt ved at genanalysere data fra den danske valgundersøgelse og offentlige meningsmålinger.
Flemming Juul Christiansen | Venstre. Partiforandring på trods eller på grund af en stærk partiorganisation?
Venstre fejrede sit 150-års jubilæum i 2020 og har ledet de fleste regeringer efter 2001, hvor partiet tilmed opnåede at blive størst efter at have vendt en langvarig vigende vælgertilslutning, som varede frem til 1980’erne. Forinden havde partiet formået at omstille sig fra et klasseparti med opbakning især på landet til et borgerligt catch-all parti. Artiklen anlægger med udgangspunkt i Harmel og Janda (1994) et politologisk partiforandringsperspektiv på Venstre især siden 1980’erne. Artiklen noterer sig, at partiet med inspiration fra udlandet gennemførte en ideologisk forandring, først i nyliberal og siden i midtsøgende retning, samt at lederskift også katalyserede forandring, hvortil kommer, at Venstres vælgermæssige succes blev hjulpet på vej af krise hos De Konservative. Artiklen gør her den observation, at Venstre først gennemførte en organisatorisk forandring efter at have opnået succes, ikke før, samt at partiets relativt stærke organisation, modsat de teoretiske forventninger, ikke stod i vejen for en forandring, men tværtimod tilsyneladende gav partiet ressourcer og tid til at gennemføre forandringen. Til slut diskuterer artiklen, om Venstre også formåede at øve indflydelse på den førte politik, ligesom den reflekterer over partiets overordnede situation ved jubilæet, nu i opposition og med ny partileder efter folketingsvalget i 2019, og med færre medlemmer end før.
Karina Kosiara-Pedersen | Tillykke til Dansk Folkeparti!
Pia Kjærsgaard og tre andre folketingsmedlemmer brød i 1995 med Fremskridtspartiet og dannede Dansk Folkeparti. Traditionelt partimedlemskab, offentlig partifinansiering og en høj grad af topstyring og partidisciplin karakteriserer partiorganisationen, mens Dansk Folkepartis politiske mærkesager er mindre immigration og integration, mere lov og orden, og velfærdschauvinisme. Deres første 25 år har været succesfulde. Vælgernes opbakning til Dansk Folkeparti har påvirket regeringsdannelser og den førte politik, specielt på immigrations- og integrationsområdet. Selvom partiet har forsøgt at organisere sig og agere som et etableret parti, gik de ikke i regering, selvom de efter folketingsvalget i 2015 blev det største borgerlige parti. I 2019 faldt vælgernes opbakning, og den har siden folketingsvalget 5. juni 2019 ligget under, hvad partiet siden 2001 har opnået ved valgene.
Henrik Bech Seeberg | Enhedslisten – en brølende, men tandløs løve?
Trods en svær fødsel i asken af tre døende kommunistiske partier omkring murens fald i 1989, har Enhedslisten klaret sig formidabelt og etableret sig som en stabil del af det danske Folketing. Hvad skyldes denne succes? Enhedslisten er en brølende, men tandløs løve i den forstand, at partiet stiller suverænt flest § 20-spørgsmål i Folketinget om især velfærdspolitik, miljøpolitik og EU, uden at dette pres dog omsættes til indflydelse i finanslovene under skiftende socialdemokratiske regeringer, hvor det mest oplagt skulle forventes. Enhedslisten har således gennem sin kritik (men ikke lovgivningsindflydelse) udfordret det etablerede og holdt en ren, kompromisløs ideologisk linje i en tid med mange velfærdsforringelser, udlændingestramninger og stigende klimakrise. Det har en voksende gruppe vælgere efterspurgt.
Christoffer Green-Pedersen og Asbjørn Skjæveland | Blokpolitik og nye politiske emner. Hvordan går det med samarbejdsmønstrene i Folketinget?
Artiklen diskuterer indledningsvis udviklingen i graden af blokpolitik fra 1973 og frem til i dag, hvorefter den undersøger, i hvilket omfang lovgivningsarbejdet nu er præget af ny- og gammelpolitik. Hvor forskelligt placerer partierne sig i lovafstemningerne på de to områder? Er der forskel på graden af blokpolitik på ny- og gammelpolitik? Artiklen undersøger årene 2007-2017 og viser, at der ikke er kommet rod i blokkene. Ingen partier har på nogen af områderne flyttet sig ind mellem partier i den anden blok på hverken ny- eller gammelpolitik, men et endimensionalt perspektiv er udfordret – til tider væsentligt udfordret – af forskellige partiplaceringer på de to områder inden for blokkene. En analyse af graden af blokpolitik på ny- og gammelpolitik viser endvidere, at der ikke er væsentlig forskel på graden af blokpolitik på de to områder.
Anmeldelse
Andreas Pinstrup Jørgensen (2020). Medejer – kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab (anmeldt af Gorm Winther).
Om forfatterne
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.