Årgang 49, nr. 4 | Dansk udenrigspolitisk aktivisme på tværs af institutionelle arenaer
Download hele nummeret
Rasmus Brun Pedersen og Jens Ringsmose | Aktivisme i dansk udenrigspolitik: Norden, FN, NATO og EU
Denne introduktionsartikel giver et signalement af den eksisterende litteratur om dansk udenrigspolitisk aktivisme. Vi argumenterer for, at begrebet aktivisme er nyttigt, når det gælder om at sætte en overordnet etikette på dansk udenrigspolitik, men vi er samtidig af den opfattelse, at begrebet stiller sig i vejen for en nuanceret forståelse af karakteren af den samlede danske udenrigspolitik. Dette skyldes et meget ensidigt fokus på sikkerhedspolitikken, hvor der har været en tendens til at generalisere fra aktivisme i sikkerhedspolitikken til de øvrige områder i den danske udenrigspolitik. Afsættet for en mere finkornet analyse af aktivismen i dansk udenrigspolitik må dels være en mere præcis operationalisering af aktivismebegrebet, dels en mere kompartmentaliseret forståelse af udenrigspolitikken. Begge dele udvikler vi i artiklens andet hovedafsnit, hvor vi også præsenterer en typologi til analyse af aktivisme. I artiklens tredje og sidste hoveddel sammenligner vi udviklingen i aktivismen inden for fire institutionelle hovedspor i dansk udenrigspolitik: EU, NATO, FN og Norden.
Mikkel Runge Olesen | Aktivismen med de nordiske “brødre”: forsigtig spiren efter lang tids tørke?
Dansk aktivisme i nordisk kontekst har ikke haft nemme kår siden den kolde krigs afslutning. Fra at have udgjort et centralt udenrigs- og sikkerhedspolitisk supplement til Danmarks hovedlinje som NATO-medlem under den kolde krig, blev det nordiske, efter den kolde krigs afslutning, i stigende grad nedprioriteret på både det politisk-militære, det politisk-diplomatiske og det økonomiske område. Udviklingen de seneste år tyder imidlertid på en forsigtig ny spiren i nordisk aktivisme. Dette skyldes dels succes inden for pragmatiske samarbejder, fx i NORDEFCO, dels diffunderingen af nordiske idealer til lidt bredere kredse inden for fx Nordic Plus eller inden for EU. Forskellige nationale præferencer på flere politikområder såvel som NATO- og EU-skel udgør dog stadig centrale begrænsninger.
Peter Viggo Jakobsen og Kristine Kjærsgaard | Den danske FN-aktivismes storhed og fald 1945-2016
De Forende Nationer (FN) udgjorde kernen i Danmarks udenrigspolitiske aktivisme fra slutningen af 1950’erne og frem til midten af 1990’erne. Siden da er FN blevet marginaliseret. Dansk udenrigspolitisk aktivisme udfoldes i dag primært i rammerne af den Europæiske Union (EU), den Nordatlantiske Traktat Organisation (NATO) og amerikansk-ledede koalitioner. De store skift i den danske FN-aktivisme i perioden 1945-2016 analyseres i tre domæner: diplomati, økonomi og militær ved hjælp af fire indikatorer: frivillighed, initiativrigdom, risikovillighed og ressourceforbrug. FN-aktivismens storhed og fald var resultatet af et samspil mellem skiftende internationale rammebetingelser (trusler, normer, international efterspørgsel og samarbejdsmuligheder) og beslutningstagernes bestræbelser på at fremme danske interesser og værdier/altruisme. FN mistede sin hovedrolle i dansk udenrigspolitik, fordi organisationen ikke viste sig velegnet til at fremme vestlige og danske interesser og værdier i perioden efter den kolde krig. Danske beslutningstagere valgte derfor at satse på EU og NATO.
Jens Ringsmose og Sten Rynning | Rutsjebane: udsving og udfordringer i Danmarks NATO-aktivisme
Det er i NATO-sammenhænge, at dansk sikkerhedspolitisk aktivisme træder klarest frem. NATO er først og fremmest platformen, hvorfra Danmark bidrager til at fastholde USA i europæisk sikkerhed. NATO er også mekanismen, hvorigennem Danmark etablerer det tætte militære samarbejde med udvalgte allierede, som muliggør danske militære bidrag under forskellige flag – NATO, FN og andre. Og endelig er NATO en løftestang for en bredere europæisk udenrigspolitik, som Danmark kun med besvær kan føre pga. EU-forbehold. Dansk NATO-aktivisme har imidlertid varieret over tid. Den har været stigende, dernæst meget høj, for dernæst at dale, mens den nu – måske – igen er på vej op. Disse udsving må forstås som resultater af en politisk vilje til at forfølge den aktivisme, som det internationale rum muliggør. Denne politiske vilje analyserer vi her i et længere perspektiv, 1990-2017, hvor vi især fokuserer på den nationale villighed til at bære byrder i sikkerhedspolitikkens navn.
Anders Wivel | Aktivistisk med forbehold? Danmark, EU og den amerikanske verdensorden
I hvilken grad og hvordan kan dansk europapolitik tolkes som aktivistisk? Dansk europapolitik er karakteriseret ved stor kontinuitet med en kombination af pragmatisk interessevaretagelse og forsøg på dagsordensættende indflydelsesmaksimering på udvalgte værdipolitiske områder. Samtidig er europapolitikken overraskende aktivistisk i betydningen en strategisk, selvstændig og dristig politik, der aktivt sigter mod at fremme danske interesser via politiske og diplomatiske kanaler. Med udgangspunkt i en neoklassisk realistisk forklaringsmodel viser artiklen, hvordan dansk europapolitik formes i samspil mellem en liberal global orden med USA som dagsordensættende for Danmarks sikkerhedspolitiske stabilitet, en forhandlet og institutionaliseret europæisk orden, hvor magtpolitikken føres med diplomatiske fremfor militære midler, og en dansk liberal-egalitær europapolitisk kultur, der udgør den prisme, som reflekterer de globale og europæiske incitamenter. Dansk europapolitik formuleres af danske beslutningstagere som en nødvendighedens politik, men dette udelukker ikke en aktivisme, der ofte fremstår som dristig i sin udfordring af den dominerende tysk-franske forståelse af EU’s betydning og fremtid.
Om forfatterne
Anmeldelse
Søren Flinch Midtgaard anmelder Erik Christensen, På vej til borgerløn, Forlaget Hovedland, 2017.
Ophavsretten tilhører Politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.